Anmeldelse af O Sense – Lars Dencker
Caroline Heerups bog handler om flere ting på en gang. Bogen tager udgangspunkt i forfatterens personlige erfaring med at administrere den personlige energi. Det handler om at acceptere det personlige overskud – og evt. manglen herpå – og handle adækvat derefter, uanset omgivelsernes forventninger og det ydre pres.
O Sense fremstilles primært som en kommunikationsmodel, men tager sit afsæt i Otto Scharmers U teori, og anvender her især i U- Teoriens antifelt (det omvendte U). Caroline Heerup forsøger her ud fra at forklare dette felt, dels som et energi-fænomen og dels som en psykologisk selvbeskyttelses-mekanisme. Altså, at vi nogle gange kommer i antifeltet på grund af manglende overskud, eller fordi vi blot passer på os selv.
Når Caroline Heerup alene forholder sig til U- teorien som en kommunikations-model, ser hun antifeltet som opstået af et overskudsproblem – altså, at alt det bøvl vi mennesker skaber for hinanden – er et energifænomen.
Hun mener derfor også at det er forkert at sætte normative kriterier op for godt og ondt, mht. adfærd. Faktisk mener hun slet ikke at adfærd kan normbestemmes i forhold til kvaliteten ”god” eller ”dårlig”.
De færreste læsere vil nu nok være helt enige i, at det udelukkende er et et individuelt overskudsproblem, når vi eksempelvis oplever terror i vores byer, at fundamentalismen ytrer sig i vold, eller bandekonflikter hærger i byerne..
Men selv om forfatteren nok er tæt på at reducere al bøvl i menneskelig adfærd til et problem om energi og overskud, kan man udmærket have glæde af at læse bogen, uanset hvor enig man er i argumentationen herfor. Der er både inspiration, menneskelig erfaring og gode tips til både selvudvikling og teamudvikling i bogen.
Selve O Sense modellen, er et kommunikationsrettet landkort over forskellige positioner i menneskelige transaktioner. Sådanne modeller og redskaber er naturligvis set før, men den nye vinkel herpå, hænger sammen med det konsekvente fokus på den personlige energi og opnåelsen af overskud. O Sense modellen skal hjælpe til at identificere eget og andres ståsted i en samarbejdsmæssig sammenhæng og på redskabssiden udmærker bogen sig ved både at fremstille egentlige redskaber og forklare anvendelsen.
Bogens erfaringsbaserede indhold giver den et anstrøg af at være en selvhjælpsbog – ”vejen til overskud” er undertitlen – mens teksteksemplerne overvejende er hentet fra et ledelsesunivers, ligesom de teoribidder der henvises til undervejs tydeligvis også både er organisationsrettede og ledelsesrelevante.
U-teorien er egentlig ikke en forudsætning for at forstå tanken i O Sense, selvom inspirationen tydeligvis kommer derfra. De defensive mekanismer, som O Sense insisterer på henfører til U- teoriens antifelt, er dog almene og kan forstås umiddelbart uden forkundskaber i Teori U.
I bogens sidste kapitler stifter læseren pludseligt bekendtskab med flere medforfattere der fortæller om praktiske erfaringer med udvikling, både med og uden inspiration i O Sense. Det bliver aldrig helt klart hvad formålet hermed er.
Der er i øvrigt meget godt tankegods i bogen og budskaberne formidles i et levende og engageret sprog. Bogen kunne med fordel disponeres lidt klarere og føre læseren ind i tankeuniverset på en mere glidende måde. Der er en del henvisninger til ekstern litteratur i bogen, hine steder for at argumentere for synspunkter og andre steder for at stå på allerede kendt stof. Men det er ikke en teoritung bog i akademisk forstand.
Bogen kan derfor sagtens læses som ”godnat-læsning”, – den kan give inspiration til eget liv og eget samarbejde, og kan med fordel indtages i flere ”bidder”, fordi der så at sige er flere dele i den. Bidderne kunne være:
- Om at forstå og administrere sit eget overskud
- Om at forstå U teorien
- Om at forstå tilblivelsen og udviklingen af O Sense modellen
- Om at anvende O Sense modellen i teams og gruppedynamisk træning
- Om hvad andre tænker også (medforfattere).
∼ Anmeldelse af Lars Dencker, forfatter til bla. ”Ledelse med teori U i bagagen – mod en ny Nordisk Ledelsespraksis” og oversætter af flere af Otto Scharmers bøger om Teori U.
(Bogen “O Sense – Vejen til mere overskud” kan købes ved Ankerhus Forlag )