Når jeg fornemmer nutidens krav om robusthed, får jeg fornemmelsen af, at der menes ‘raw-busted’. Man skal være rå som bare fanden, og man skal kunne fange de andre på fersk gerning, så man sikrer sig, at det er en selv og ens afdeling, der klarer sig i kampen om overlevelse.

Og præcis som Ole Fogh Kirkeby har fortalt om dette emne på Lederne’s fine video, går der rigtig mange ting tabt, når man fortolker betydningen af robusthed hen mod rå hårdhed. Selvfølgelig er fortolkning nødvendig, når begreber skal trækkes helt tæt ind til hver enkelt af os for at give mening. Men min egen personlige fortolkning af robusthed går langt mere i retning af, at være noget der sker på det indre plan og som involverer den robuste skrøbelighed, som Ole Fogh Kirkeby fortæller om.

Ikke een sandhed

Robusthed og robuste ledere og medarbejdere handler for mig ikke om, at de skal kunne kæmpe eller om at blive klar til at kæmpe mod nogen. Udgangspunktet for at være robust handler i mit univers langt mere om åbenhed, bevægelighed og bevidsthed. Forståelsen af, at der ikke findes een sandhed, der skal gælde for os alle, men at der er sandheder for hver enkelt af os. Sandheder som vi kan dele, drøfte og derigennem blive klogere og mere robuste af. Det giver trivsel og god ledelse.

Respekt for mig selv og andre

Alting ændres i det øjeblik det går op for én, at personer – der mener noget helt andet, end man selv gør – har dannet deres mening på samme måde, som man selv har gjort. At de har registreret det, der er sket omkring dem og lagret de følelser, det skabte i dem – præcis som jeg selv. Og at de selvfølgelig har samme ret til deres standpunkt, som jeg har til mit. Dér begynder min robusthed at virke. For når jeg magter at have denne åbenhed overfor andre og ikke selv behøver at have ret i andres øjne, så bliver respekten og den enkeltes følsomhed bevaret. Og jeg kan ikke længere blive vred eller væltet omkuld af andres divergerende meninger, når der er plads til alle. Så er jeg robust og kan udvise robusthed.

Når verden ramler

Men når jeg ikke magter at være åben, når jeg oplever at min verden ramler ned over mig, så er det meget svært at være robust. Så får jeg lyst til at råbe de andre uforstående idioter ad helvede til, fordi jeg føler mig sårbar, bange og alene. Så ønsker jeg at skabe alliancer med andre, der kan hjælpe mig med at vinde kampen over idiotien. Eller over det, som lige dér fremstår for mig som idioti. Verden med een sandhed fremstår sort / hvid. Den avler frygt og kamp, men den kan ikke gøre mig robust, end ikke hvis jeg formår at vinde kampen.

Kik over skyttegravskanten

Men heldigvis har jeg fundet ud af, at når jeg respekterer, at jeg bare ikke har kræfter og overskud til at være robust lige nu, så udløses kamplysten ikke. På denne måde kommer jeg hurtigere til hægterne og kan kigge op over skyttegravens kant. Og jo flere gange, jeg via respekten ganske langsomt får skabt kontakt til min indre robusthed, der kan være lyttende og åben og skrøbelig, så ved jeg, at den er der. Også selvom jeg ikke lige kan få øje på den. Og jo hurtigere kan jeg flytte mig hen mod robustheden og undgå at agere i den sort / hvide version af virkeligheden.

Denne robusthed er min passion

Denne form for robusthed har i mit eget tidligere lederskab sænket sygefraværet med 57 % og holdt trivslen over 92% i min organisation. For mig var dette et lille hverdagsmirakel, der gjorde det så meget sjovere at være leder og også sjovere at være medarbejder. Den form for robusthed er nu blevet min passion. Og jeg har skabt et redskab (O Sense) der kan træne ledere og medarbejdere i at få kontakt med denne indre robusthed fremfor at træne dem i at vinde kampen om den ‘rigtige’ version af virkeligheden.

Er du nysgerrig, er du velkommen til at kontakte mig eller læse mere på www.osense.dk

∼ af Caroline Heerup, direktør i O Sense

Caroline Heerups bog handler om flere ting på en gang. Bogen tager udgangspunkt i forfatterens personlige erfaring med at administrere den personlige energi. Det handler om at acceptere det personlige overskud – og evt. manglen herpå – og handle adækvat derefter, uanset omgivelsernes forventninger og det ydre pres.

O Sense fremstilles primært som en kommunikationsmodel, men tager sit afsæt i Otto Scharmers U teori, og anvender her især i U- Teoriens antifelt (det omvendte U). Caroline Heerup forsøger her ud fra at forklare dette felt, dels som et energi-fænomen og dels som en psykologisk selvbeskyttelses-mekanisme. Altså, at vi nogle gange kommer i antifeltet på grund af manglende overskud, eller fordi  vi blot passer på os selv.

Når Caroline Heerup alene forholder sig til U- teorien som en kommunikations-model, ser hun antifeltet som opstået af et overskudsproblem – altså, at alt det bøvl vi mennesker skaber for hinanden – er et energifænomen.

Hun mener derfor også at det er forkert at sætte normative kriterier op for godt og ondt, mht. adfærd. Faktisk mener hun slet ikke at adfærd kan  normbestemmes i forhold til kvaliteten ”god” eller ”dårlig”.

De færreste læsere vil nu nok være helt enige i, at det udelukkende er et et individuelt overskudsproblem, når vi eksempelvis oplever terror i vores byer, at fundamentalismen ytrer sig i vold, eller bandekonflikter hærger i byerne..

Men selv om forfatteren nok er tæt på at reducere al bøvl i menneskelig adfærd til et problem om energi og overskud, kan man udmærket have glæde af at læse bogen, uanset hvor enig man er i argumentationen herfor. Der er både inspiration, menneskelig erfaring og gode tips til både selvudvikling og teamudvikling i bogen.

Selve O Sense modellen, er et kommunikationsrettet landkort over forskellige positioner i menneskelige transaktioner. Sådanne modeller og redskaber er naturligvis set før, men den nye vinkel herpå, hænger sammen med det konsekvente fokus på den personlige energi og opnåelsen af overskud. O Sense modellen skal hjælpe til at identificere eget og andres ståsted i en samarbejdsmæssig sammenhæng og på redskabssiden udmærker bogen sig ved både at fremstille egentlige redskaber og forklare anvendelsen.

Bogens erfaringsbaserede indhold giver den et anstrøg af at være en selvhjælpsbog – ”vejen til overskud” er undertitlen – mens teksteksemplerne overvejende er hentet fra et ledelsesunivers, ligesom de teoribidder der henvises til undervejs tydeligvis også både er organisationsrettede og ledelsesrelevante.

U-teorien er egentlig ikke en forudsætning for at forstå tanken i O Sense, selvom inspirationen tydeligvis kommer derfra. De defensive mekanismer, som O Sense insisterer på henfører til U- teoriens antifelt, er dog almene og kan forstås umiddelbart uden forkundskaber i Teori U.

I bogens sidste kapitler stifter læseren pludseligt bekendtskab med flere medforfattere der fortæller om praktiske erfaringer med udvikling, både med og uden inspiration i O Sense. Det bliver aldrig helt klart hvad formålet hermed er.

Der er i øvrigt meget godt tankegods i bogen og budskaberne formidles i et levende og engageret sprog. Bogen kunne med fordel disponeres lidt klarere og føre læseren ind i tankeuniverset på en mere glidende måde. Der er en del henvisninger til ekstern litteratur i bogen, hine steder for at argumentere for synspunkter og andre steder for at stå på allerede kendt stof. Men det er ikke en teoritung bog i akademisk forstand.

Bogen kan derfor sagtens læses som ”godnat-læsning”, – den kan give inspiration til eget liv og eget samarbejde, og kan med fordel indtages i flere ”bidder”, fordi der så at sige er flere dele i den.  Bidderne kunne være:

1. Om at forstå og administrere sit eget overskud
2. Om at forstå U teorien
3. Om at forstå tilblivelsen og udviklingen af O Sense modellen
4. Om at anvende O Sense modellen i teams og gruppedynamisk træning
5. Om hvad andre tænker også (medforfattere).

∼ Anmeldelse af Lars Dencker, forfatter til bla. ”Ledelse med teori U i bagagen – mod en ny Nordisk Ledelsespraksis” og oversætter af flere af Otto Scharmers bøger om Teori U.

(Bogen “O Sense – Vejen til mere overskud” kan købes ved Ankerhus Forlag )